MÅNEDENS ARBEJDE

Oktober er måneden hvor vi kan nyde naturens mange farver og den friske efterårsluft. Bierne er ved at være indvintret og mangler nu blot det sidste foder, før vi kan overlade dem til Kong Vinter. Så mens bierne så småt er begyndt at gå i klynge, har biavleren i denne udgave af månedens arbejde rettet blikket mod biernes fjender. Både de naturlige og de menneskeskabte.

MIDERNE

Vi har som biavler alle dage gjort store anstrengelser for at beskytte vores husdyr mod udefra kommende fjender. Varroaen er en af de slemme, men med rettidig ingriben fra biavleren, kan bierne leve med den uden de store tab. Allerede i foråret var der en fornemmelse af, at det ville blive blive biår med mange mider. Vi var alle tilfredse med den flotte overvintring efter sidste vinter, men det kan godt vise sig at have sin pris når også små og svage familier overvintrer. Jeg synes det har været den længste bisæson i mange år, ikke blot startede den 3 uger før den plejer, men den varede også ved langt ind i sensommeren. Dette har slidt voldsomt på vores bier og mange stader var meget tyndt befolket efter myresyre-behandlingen. Det blev også et stort hvepseår med heraf følgende røveri på bifamilierne. De bifamilier der havde for meget varroa og ikke havde indtakte vagtbier blev simpelt røvet ud og hurra for det! Hvepse er for bier, hvad ræven er for svagt vildt - den rydder op.

MIDDEL MOD MIDERNE

Jeg har med forundring talt med biavlere der langt ind i september ikke havde behandlet deres bier mod varroamider endnu. At disse biavlere vil miste bifamilier i den kommende vinter er indlysende, men deres bier vil også kunne reindficere mange bigårde i deres nærhed – det er ikke rimeligt.

Det vigtigste ved varroa behandling er at den er rettiddig, hvilket fordrer at der er en korrekt fordampning. For når der behandles med myresyre i starten af august, kan vi få en periode som i år med meget høje tempetaturer og det kan resultere i at myresyren fordamper for kraftigt, hvilket kan føre til svidningsskader på bierne og tab af dronninger. Dette problem kunne jeg mærke, da der var mange der bestilte nye dronninger som følge af myresyren. Jeg har i år afprøvet en, for mig, ny myresyrefordamper, som er lavet af firmaet Nassenheimer. Den består af en bakke med en fordamper klud og på denne står en fordamperflaske med en væge som meget præsist doserer syren ned på kluden. Der er et ekstra flaskelåg med, så syren kan tappes hjemmefra og påskrues fordamperen ude i bigården, hvilket er en god sikkerhed mod den ætsende syre. Sættet består dog af mange dele, men når de først er samlet, har man et stykke værktøj der med stor præssion fordamper de 250 ml 60 % myresyre. Varroamider bliver godt bekæmpet og familien lider ikke for stor last af behandlingen. Det er meget muligt at jeg går over til disse fordampere, men da de er ret dyre, kræver det en evaluering sammen med min nære kollega Ivan Nielsen der også har afprøvet disse i år.

De bifamilier der var for små efter myresyrebehandlingen har alle fået en 6 rammers familie sat oven sig efter deres dronning var fjernet. Disse familier står nu på 17 rammer og de ser rigtig gode og stærke ud, det er en meget fin driftsikkerhed at have rigeligt med aflæggere at disponere med.

DEN KEMISKE FJENDE

En anden fjende vores bier bliver udsat for er meget værre end varroamiderne, da vi som biavlere er uden den store indflydelse. Her tænker jeg på landbrugets anvendelse af kemiske midler. Det sidste skud på stammen af pesticider er anvendelsen det såkaldte bejsemidel der går under betegnelsen Neonikotonider. Disse midler er ekstrem giftige for vores bier, da stoffet er i planter og nærmiljø i minumum 3 år efter behandlingen. Disse midler har ført til store biforgiftinger i blandt andet Tyskland og de ansvarlige kemifirmaer har måtte betale biavlerne erstatning. Dette har udelukkende været store kraftige akutte skader, men hvad med langtidsskaderne? Når stoffet også er i jorden kan det optages af de omkringliggende planter og blive til stor skade for fødekæden. Jeg er personligt bange for, at det kan blive til stor skade for os alle. Jeg synes det er afmagt at være en lille biavler i Jeksen, der prøver på at passe på mine bier. Det eneste jeg kan stille op er at købe fødevarer ved landbrug der ikke anvender disse belastende kemiske midler.

MYRER

Når der skal findes nye bigårde er det vigtigt, at nærmeste nabo ikke er store tuer af røde skovmyrer, da disse om foråret ret hurtigt kan rydde staderne for både foder og bier. Jeg havde et år etableret en ny bigård, hvor jeg havde overset store myrtuer. Ved første besøg i bigården kunne jeg konstatere et voldsomt myreangreb, hvor myrerne var startet fra enden af rækken af stader. Da jeg kom på besøg var de nået til stade nr. 5, hvor der stadig var lidt liv, hvorimod de 4 første var fuldstændig tømte både for bier, yngel og foder. I en sådan situation er der to muligheder, enten at flytte bierne omgående eller tage kampen op med myrerne. Myrer er også en del af den danske natur og fødekæde, så for mig var valget let og bierne blev flyttet samme dag.

BJØRNEN

Jeg mærker hvert forår at bierne har bevaret deres instinker mod deres naturlige fjende, nemlig bjørnen. Det eneste sted en bjørn har en svaghed over for bierne er i næse- og mundregionen. Når vi åbner et bistade i koldt vejr om foråret eller ved vinterens oxalsyre drypning, er det tydeligt at bierne går efter åndedrætsåbningerne. Min store næse får sandsynligvis bierne til at betragte mig som en bjørn på honning-rov, og det må jeg så bøde for.

I de lande der stadig har bjørnen som vildtlevende dyr, bruges der stadig store ressourcer på at holde dem ude af bigårdene, da et besøg af bjørn er voldsomt tabsgivende. Jeg har selv besøgt en norsk biavler der viste mig resterne af dét der engang havde været en bigård, alt var smadret til ukendelighed. I Norge og Sverige laves der ofte elektrisk hegn omkring bigårde hvor der er fare for bjørn. Under en nylig rejse til Slovenien af danske biavler så man store burer af rivnet, der skulle sikre bierne mod bjørnenes søde tand.

Men også fra tidligere tider uden moderne midler som elhegn og jernburer har biavlere prøvet at sikre sine husdyr mod bjørnen. Dette blev min datter vidne til under en vandring i det nordlige Spanien. Ude midt i de Cantabiriske bjerge kom hun forbi nogle store runde stenformationer som lignede ruinerne af nogle gamle tårne. Men på et besøg på det etnografiske museum i den lille landsby Grandas de Salime erfarede hun at de her havde en mini-udgave af de runde formationer – med et bistade stående i midten! De ansatte på museet forklarede, at det hun havde set i bjergene var forladte bigårde, hvor der var bygget en massiv stenmur rundt om, for at forhindre bjørne i at ødelægge og røve bistaderne.