Artikel bragt i Danmarks Biavlerforenings medlemsblad 2014
November er måneden hvor der bliver mørkt, vådt, koldt og blæsende.
I denne tid er arbejdet ude i bigårdene slut for biavleren og bierne skal nu have ro for os mennesker. De vil sætte sig i klynge i bistaderne i form af en kugle. Bierne skal sidde sådan i staderne i mange måneder. I denne udgave af månedens arbejde, vil jeg tage læseren med på en rejse ned i bistadet.
Vi starter lidt på afstand, nemlig med stadernes opstilling. Placering er vigtig både i forhold til avl, men også i forhold til biernes trivsel. For at have mulighed for at avle på de bedste dronninger, skal der hele tiden arbejdes med at minimere diverse miljøpåvirkninger af bisamfundene. Her er det vigtigt at anvende det samme udstyr så bunde, tage og magasiner ikke varierer. Dermed kan man bedre sammenligne de forskellige bisamfund. Men også opstillingen af staderne i bigårdene er meget vigtigt. Måske er det faktisk den vigtigste faktor at tage hånd om, for at få resultater, der kan sammenlignes og dermed videreavles på. Jeg har stadig et par bigårde hvor bierne står på en ”flot” lige række og i disse bigårde er udbytte tallene ikke meget værd. Ved en sådan opstilling er det nemlig mere fejlflyvning der bestemmer udbyttet end det er dronningens avlskvaliteter. Den bedste opstilling er at have bierne til at have flyveretning i forskellige retninger. En opstilling hvor bistaderne står i grupper af 4 stader med flyveretning mod hver sit verdenshjørne, er min foretrukne opstilling. Denne opstilling anvender jeg også til mine parringsstader med stor held. Fejlflyvning er også med til at påvirke biernes temperament, da de bliver stressede af hele tiden at skulle smide uvelkomne bier på porten. Sygdomme og varroamider spredes også ved fejlflyvning.
Lad os bevæge os indenfor i stadet. Bistadet er biernes værn mod vinterens kulde og skal hermed sikre deres overlevelse. Der findes mange stadetyper der kan sikre dette, og rigtig mange meninger om, hvilket stade der er det bedste for bierne. Men for alle stadetyper er det muligt at overvintre bierne, hvis stadet er tørt. Jeg har i mine 35 år som biavler prøvet forskellige stadetyper - trugstader, træ-opstablingsstader og de nuværende polyrehtan-stader - og i alle typer fået bierne til at overvintre. Har man stader af træ skal træet blot være behandlet mod fugt og taget være helt tæt. I opstablingsstader skal bunden sikre ventileret klima eventuelt i form af netbund. Jeg synes det er spændende, at der i disse år udvikles mange nye stadetyper, men synes også at det er logisk at bier i Danmark ikke overvintrer under samme betingelser som bier i Afrika. Vi skal huske på at bierne holder en temperatur i vinterklyngen på cirka 20 grader for at opretholde livet, og hvis der samtidig er en temperatur uden for stadet på minus 10 grader vil der opstå kondensproblemer. Skal bierne overvintre i trækasser er det nødvendigt med en vis tykkelse på træet, ellers vil temperatursvingningerne være for store og fugten vil tage over. For mig er mit valg af kunststofstadet temmelig ambivalent, for jeg er fascineret af naturmaterialer og træstadet er billigt og kan være selvbyg. Men på grund af nødvendigheden af en vis tykkelse på på træet, minumum 28 milimeter, så er trækasserne tunge at løfte rundt på. Desuden har stadet af kunststof sin stor fordel om foråret, hvor bierne igen skal have temperaturen op på 35 grader, da det har en virkelig god isoleringsevne. Mit valg er gjort og personligt ville jeg ikke selv bryde mig om at bo i et hus af tynde træbrædder.
Alt efter hvordan vi huser vores bier, skal bierne have mulighed for at bygge deres indre skellet i form af voks. Når bierne er omkring 10-14 dage gamle udvikler de nogle kirtler på undersiden af kroppen, og med disse kirtler kan de på basis af honning og lidt pollen producere bistadets indre skelet. Vokset er stedet hvor bierne skal kunne yngle og samtidig rumme deres foderbeholdning. Alt efter hvordan vokset formes af bierne bliver der klækket henholdsvis arbejderbier, droner eller dronninger. Cellernes form som 6 kanter er unikt og kunne ikke udregnes på alverdens computere som en bedre løsning. Kigger man gennem en vokstavle ses det tydligt, at de bygges i et forbandt, så det der er midten af en celle på den ene side er mødested for kanten af 3 celler på den anden side af tavlen. Det må vist kaldes for intelligent design. Lægger dronningen æg i en celle med en diameter på 5,2 til 5,6 milimeter udvikles der arbejderbier i cellerne og overstiger cellestørrelsen 5,8 milimeter, vil dronningen lægge ubefrugtede æg i cellen og disse vil hermed udvikles til droner. Bygger bierne en vokscelle der bliver nedadhængende i størrelsen 5,2 til 5,6 milimeter, vil der udvikles en dronning i denne celle. Så i disse sekskanter er det diameteren der er bestemmende for hvilken skabning der udvikles.
Når vi holder bier som husdyr er det jo for at kunne høste produkter fra disse. Det være sig honning, voks, geleroyal, pollen eller propolis til glæde for mennesket. For at kunne høste meget honning og eliminere yngelsygdomme er brugen af kunsttavler en nødvendig del af en rentabel biavl. Når der påsættes kunsttavler, som er lavet af ren bivoks, er det for at kunne høste den honning, som bierne ellers ville forbruge når de skulle producere vokset under biernes træktid. Det kræver ret store mængder honning for bierne at lave 1 kg voks. I biavlslitteraturen er det opgivet fra 5-20 kg honning forbrug pr kg voks. I gode biår med godt træk regner jeg med at min vokspulje stiger med 20 %.
Når de gamle tavler efter brug smeltes ved hjælp af damp, bliver voksblokkene opvarmet til 90 grader og herefter valses de i cellepræg eller støbes. Opvarmingen af vokset til de 90 grader er med til at slå de bakteriersporer ihjel, som kan afstedkomme bipest. Så hvis du selv støber dine tavler er det vigtigt at tænke på dette. Når tavlerne støbes/valses i større valserier bliver disse altid opvarmet til rette temperatur så der ikke er fare for bipest.
Da jeg var bimester var mit vinterarbejde at valse voks og det blev til mange tons hver vinter. Her lærte jeg at bivoks ikke er et ens, men meget varieret produkt. Voks kan dufte ganske pragtfuldt, men desværre også det modsatte. Voks er meget modtagelig over for stoffer der er fedtopløselige og skal derfor beskyttes over for disse. Men det der især er vigtigt ved kunsttavler er at de overholder de mål som er biernes naturlige cellemål. Det er dog svært at tilgodese en cellestørrelse der helt ideel, da diverse racer ikke bygger med helt samme mål. Derfor har man vedtaget nogle standarter for disse mål. Det europæiske mål er 5,37 milimeter, mens det amerikanske standardmål er 5,26 milimeter. En af grundene til, at det europæiske er noget større er, at den brune bi, Apis Melifera, har været meget udbredt i Europa. Denne race er den der bygger de største celler af de europæiske biracer. Det har gjort, at nogle valser stadig præger vores voks med en cellestørelse på 5,4 mm. Hvis vi lod vores nuværende racer som for eksempel Ligustica, Carnica og de fleste Buckfast linier, bygge voks helt frit(voksleder feks i parringskasser), ville cellestørelsen være omkring 5,3 milimeter. Det er måske på tide at de europæiske standarter bliver korrigeret efter de nuværende racer! For store cellestørelser kan nemlig have stor negativ indflydelse på biernes trivsel. Da der ofte er en tendens til at en valse strækker vokscellepræget en smule, kan det betyde at cellerne på den ene led kan komme over 5,4 milimeter. Dette sker hvis der er for høj temperatur på vokset lige efter prægningen fra valsen. En kunsttavle skal forarbejdes så tæt som muligt på den måde bierne selv bygger på, det må være logisk.
Der har i vore nabolande været eksperimenteret meget med at gå helt i den anden grøft og valse voks med et cellepræg på 4,9 -5,1 milimeter. Dette har været forsøgt, da små celler giver en hurtig udviklingstid for ynglen, og teorien var at dette kunne minimere varroamiderne. Det var meget udbredt i nogle år, men havde ikke den ønskede effekt og de fleste valser med dette valsepræg, valser ikke meget voks mere.
Nu skal det ikke lyde som om jeg er imod valset voks, for det er en af de ting, der har været med til at sikre at danske bier har kunnet holde sig sunde og biavlen har kunnet drives uden anvendelse af medicin mod diverse yngelsygdomme. Dét at vi har en vokspulje i Danmark, der virke som et retursystem, muliggør vores store udskiftning af gamle yngeltavler, og dette system er genialt. Men vi må også pålægge valserierne at de leverer en vare vore bier kan trives på.
Der findes også mulighed for at købe støbte tavler i Danmark. Disse tavler er bierne hurtigere til at udbygge, men de er også mere skrøbelige når de er sat i rammerne. Lader man sit valsede voks ligge i nogle måneder før det skal anvendes, bliver forskellen minimeret.
Nu er vi efterhånden ved at være helt inde ved kernen af bistadet, nemlig vokset, biernes byggesten. Det er et stigende problem at vores voks bliver mere og mere forurenet med uønskede stoffer, og det er ofte kemikalier fra baggrundsforurening fra industri og landbrug der er kilden. Men desværre er der også reststoffer fra anvendelse af pesticider mod varroamider! Hvis vi ikke passer på vores danske voks, kan vi komme i den situation at vi i fremtiden ikke kan anvende vores voks som kunsttavler mere. Dette vil føre til en noget reduceret honninghøst og en omlægning af diverse arbejdsgange. Så måske skal vi etablerede biavlere sætte pris på de mange nye biavlers eksperimenterende bistader med anvendelse af voksleder, som bierne selv udbygger. Det giver et andet slags bistade end her beskrevet, men det er en helt anden historie.
